For at skabe en god overgang til skolen samler vi hvert år de ælste børn, i en storbørnsgruppe. Det foregår fra august og frem til maj året efter. Her starter børnene i førskole på Parkskolen - altså året før de starter i 0. klasse.
I Bulderby har storbørnsgruppen deres eget lokale med egen indgang til garderober og toiletfaciliteter. Vi prioriterer meget at komme på ture med rygsæk og madpakker, ligesom vi bruger hallen meget. Tirsdag og torsdag formiddag er vi på skolen og arbejde med den tidlige læseindlæring.
Vores erfaring er, at børnene tager vældigt meget fra, og nogle er begyndende læsere, når de starter i børnehaveklassen. Vi oplever hvert år, at børnene er meget motiverede og samarbejdsvillige i de forskellige aktiviteter, der sker gennem den tidlige læseindlæring.
Efterhånden har det vist sig, at det primære i dette samarbejde mellem børnehave og skole ikke er at lære børnene at læse tidligt, men at overgangen fra børnehave til skole forløber uden problemer for børnene og forældrene. Det er hermed den primære gevinst i samarbejdet. Børnene kender de fysiske rammer, og de ved ”hvad kan man – hvad må man – og hvad skal man her”. De kender børnehaveklasselederne og er trygge ved dem, og de sociale relationer mellem børnene er dannet gennem tiden i storbørnsgruppen og førskolen. Det betyder, at de ikke skal bruge deres kræfter på at finde deres plads i hierarkiet ved skolestart.